Besøgsven – et tilbud til ensomme

Hvis stuerne er lidt for stille, og der sjældent kommer folk på besøg, har du måske brug for en besøgsven

Besøgsvenner kommer på besøg ligesom personlige venner. De drikker en kop kaffe og har tid til at snakke. Det er op til besøgsmodtageren og besøgsvennen at blive enige om, hvad der skal ske, når besøgsvennen er der. Det kan være at læse dagens avis, skrive et brev, gå ture, tage sammen ud at handle, spille kort eller bare snakke og hygge sig sammen.

Hvem bliver besøgsvenner
De fleste af Røde Kors’ cirka 5000 frivillige besøgsvenner er mænd og kvinder på 45 – 65 år, der har tid, lyst og overskud til at være noget for andre. Men også flere unge bliver besøgsvenner – ofte i forbindelse med at de uddanner sig inden for social- og sundhedssektoren.

Hvis du kunne tænke dig at blive besøgsven eller modtager, kan du kontakte besøgsvennernes aktivitetsleder Hanne-Lis Christoffersen på telefon 64 46 11 49 eller 61 38 58 15